2012, marts: Otto er så småt i gang med at indtage et nyt kontinent: Det mexicanske flyselskab Impresiones Aéreas bringer striben i deres magasin. Herudover går Otto fem dage om ugen i avisen Diario El Expreso i Ecuador.
2012, februar: Jeg har lige fået bogen "Billedfortællinger" fra Gyldendal. Det er en undervisningsbog til folkeskolens ældste klasser om tegneserier. "Otto Obscura" bliver brugt i et eksempel hvor eleven skal finde "den episke kerne" i historien. Held og lykke!
2011, november: Jeg lancerer nu sitet
mycomics.dk hvorfra man kan bestille et abonnement på en daglig online Otto-stribe. Man kan også læse et skiftende udvalg af mine andre serier, for en beskeden betaling, forstås. Derfor ophører den ugentlige stribe samt galleriet hér på siden.
2011, oktober: Jeg var i Malmö til deres Tegneseriefestival som er meget lille og meget rar. Mødte serieskaberen
Sarah Kläpp som havde en udstilling af originaler til hendes kommende og meget lovende bog "Ichabod Kvick och järnbläckfisken" som udgives næste år. Allan Haverholm og C'est Bon Culture havde arrangeret og medvirkede i den flotte udstilling "Astoria" med tegneserier inspireret af musik. Og selvfølgelig vendte jeg hjem med en god stak bøger!
2011, september: Jeg havde et par rigtig gode dage på tegneseriefestivalen i Helsinki. Fik god respons på Otto, både de medbragte bøger og originaltegninger. Deriblandt fra nogle som forhåbentlig vil følge Otto fremover. Mødte også nogle cool og talentfulde tegneseriefolk fra Tyskland, Portugal og hele Skandinavien. Jeg vil gerne takke arrangørerne for en god festival og jeg håber at komme tilbage en anden gang.
2011, september: I forbindelse med min tur til Helsinki Comics Festival i den kommende weekend har jeg fremstillet en række originale Otto-postkort tegnet på opskårede papkasser.
Der er foreløbig tegnet 20 postkort i forskellige stilarter som ses
her. Måske en fremtidig merhcandise-idé, og ellers bare sjovt at lave.
2011, september: Til minde om begivenhederne 11. september 2001 har jeg tegnet
denne Otto serie. For 10 år siden havde jeg installeret mit kontor
i en skurvogn langt ude på landet, mens en større ombygning var i gang. Jeg var ved at brygge morgenkaffe på en knaldorange kaffemaskine da jeg hørte nyheden i radioen. Det var
meget surrealistisk, jeg husker at jeg følte mig meget lille og tænkte: Det er sådan en verdenskrig begynder. Jeg havde ikke TV eller internet i den periode så jeg så ikke
de ikoniske billeder af de faldende tårne før flere uger senere.
2011, august: OTTO blev ikke udtaget til konkurrence, istedet har jeg nu uploaded den indsendte serie
hér. Buon divertimento!
2011, maj: Færdiggjorde en 20-ruders tegneserie til en italiensk konkurrence for tegneserieskabere og satiretegnere. Vinderne udstilles på den 26. udgave af International Biennial of Art Humour i Tolentino. Temaet er "Kunst i det 20. århundrede" og i serien optræder Otto som en muligvis talentløs kunstmaler. Jeg håber at bringe serien hér på siden når konkurrencen er afviklet.
2011, april: Var til
Art Bubble i Horsens lørdag. En lille hyggelig tegneseriefestival som mindede mig lidt om den første
Komiks.dk i 2004. Fik hilst på andre tegnere og signeret et par eksemplarer af den nye bog: "Otto Nullus Non" kom helt frisk fra trykken og var lykkedes fint. For dem som missede Otto-episoderne "En lille nisse rejste", "Urmagerens hævn" og "… fra oven" (efter Mette Ehlers "Ord fra oven") i Free Comics, så er de samlet hér sammen med helt nyt materiale. Bestil den i dag hos
Forlaget Forlæns, den er trykt i et begrænset oplag!
2011, april: Mere MoCCA? Et nyt navn at holde øje med: Leslie Stein. Hendes "Eye of the Majestic Creature" er netop udkommet på
Fantagraphics, jeg fangede én af hendes egenudgivelser i Desert Island, Brooklyn. Hér mødte jeg også Peter Bagge og fik en fin original med hjem. Desert Island er en lille, superhyggelig tegneseriebutik med et overraskende bredt sortiment. Efter besøget fortsatte jeg sammen med Martin Flink og Palle Schmidt til Bergen Street Comics, også Brooklyn, til release på antologi-samarbejdet mellem C'est Bon Culture og Rapid Rabbit. En god aften med tegneserier, øl og interessante folk i skøn forening.
2011, april: Netop hjemvendt fra tegneseriefestivalen
MoCCA i New York med nye erfaringer, spændende kontakter og kufferten fuld af gode bøger. Har foreløbig fået læst Daniel Clowes' "Mister Wonderful", et studie i selvhad og foragt for verden som helhed. Morsomt og tåkrummende, helt i tråd med "Wilson". Et helt nyt bekendtskab er Joseph Lambert, hans "I will bite you" fra Secret Acres er en række smukt tegnede underfundige noveller. Secret Acres var ét af de forlag jeg talte med om Otto; mere om dette senere. Det var mit første, men forhåbentlig ikke sidste besøg på MoCCA, tak til mine medrejsende for et par gode dage.
2011, januar: Blev ad omveje opmærksom på
Art Bubble i Horsens, og foreslog Forlaget Forlæns at vi lavede en "best of Otto" til lejligheden. Torben ville dog helst udgive noget nyt; om jeg ikke kunne nå det? Joda! Tegner nu nyt materiale til "Otto Nullus Non" som udover spritny længere episode, striber og énsides-gags kommer til at bestå af materiale fra Free Comics som endnu ikke har været bragt i bogform.
2011, januar: I slutningen af januar var jeg i Angoulême til den årlige tegneseriefestival, Europas største. Jeg var så heldig at følges med Thomas Thorhauge, Erik Barkman, Matthias Wivel og Steffen Maarup. Jeg fik lejlighed til at møde nogle franske og belgiske forlæggere og vise "Otto Obscura" frem, forhåbentlig kan det på sigt øge den internationale udbredelse. Læs mere om årets festival
hér
2010, november: "Otto Obscura" udkommer med flere gode
anmeldelser til følge. Er allerede godt i gang med opfølgeren "Citizen Otto".